Om outsiderkunst

Af Helene Dorf 

Det danske ord outsiderkunst er oversat fra det internationale Outsider Art, der igen stammer fra det franske art brut. Det er den franske kunstner Jean Dubuffet (1901-85) der er ophavsmand til termen art brut.

Dubuffet begyndte i midten 1940'erne at indsamle visuelle og kreative udtryk skabt af blandt andre psykiatriske patienter. Han mente, at disse udtryk havde en stor kunstnerisk værdi  - en større værdi end det, der blev skabt på de store kunstakademier rundt om i Europa - og kaldte denne nye kunst for art brut, og som direkte oversat til dansk betyder "rå kunst". Dubuffet betragtede disse udtryk som porten ind til kunsten rene og ubesmittede kilde netop fordi udtrykkende var rå, spontane og ikke mindst uskolede.

Dubufffet skrev i et notat om de værker han søgte at indsamle:

Vi søger efter kunstværker, som på ingen måde minder om dem, der hænger på museerne. De værker, vi leder efter, skal derimod trække på den basale menneskelige erfaring og den spontane personlige opfindelse. Det skal være værker, som er blevet til ud fra skaberens egen psyke, hans egne impulser og sindstilstand, uden at referere til gældende konventioner. Denne type værker interesserer os, også selvom udførelsen af dem måtte være uøvet og klodset.

I 1972 skrev den britiske kunstkritiker Roger Cardinal en bog om art brut. Bogens forlægger ønskede, at udgivelsen skulle have et engelskklingende navn. Art brut blev således oversat til det engelske Outsider Art.

Selvom de to begreber i dag ofte bliver brugt i flæng, dækker de kun tilnærmelsesvis det samme.

Jean Dubuffets stillede i 1940 ret strenge krav til, hvad der kunne defineres som art brut. Et af kriterierne var, at kunstneren skulle være upåvirket af og isoleret fra det omgivende samfunds traditioner og modestrømninger, især hvad den kunstnerisk frembringelse angik.

Vores samtids outsiderkunstere er i langt højere grad integreret i samfundet, og der er længere mellem de socialt isolerede kunstnere, der alene producerer i al hemmelighed til skrivebordsskuffen. Begrebet Outsider Art er da heller ikke så snævert i sin betydning som det oprindelige art brut, der måske mest af alt kan betegnes som et historisk begreb.

Både Dubuffet og Cardinal fremhæver to forhold som væsentlige i bestemmelsen af Outsider Art, nemlig de biografiske omstændigheder, der knytter sig til skaberen af kunstværket, samt værkets udtryk i sig selv.

Kunstscenen har ændret karakter siden Dubuffet introducerede sit art brut-begreb i midten af 1940'erne. Næsten alt lader sig gøre i dag. Et kunstværk kan have mange forskellige udtryk: et naturalistisk maleri, en flok døde grise, en virtuel by, et tænkt koncept uden fysisk form. Men selv om kunstscenen bliver gradvis mere mangfoldig i sine udtryk, kan man stadig tale om en "insiderkunst" – en slags mainstream eller kanon, som kunsten og kunstneren vurderes ud fra.

En sådan kanon er ikke bestemt ud fra naturlige lovmæssigheder, men er altid historisk betinget og dermed en foranderlig social konstruktion, en fælles vedtaget mode eller standard for hvad der er kunst og hvad der er god kunst. Outsiderkunsten skabes hovedsagelig af mennesker uden kendskab til kanon, modestrømninger og kunstens historie og det er bl.a. det, der giver outsiderkunsten sin umiddelbare og opfindsomme karakter.

Jean Dubuffet havde håbet på, at synliggørelsen af art brut ville ryste kunstverden. Dette frontale sammenstød fandt aldrig sted. Snarere er outsiderkunsten i dag blevet en genre, der udover at være visuel interessant, provokerende, latter- og tankevækkende også stiller vigtige spørgsmål og ansporer til diskussioner om, hvad der er god kunst, hvordan kunsten og samfundet influerer hinanden, om ressourcer og talent og om hvem og hvad der er "indenfor" og "udenfor" og hvorfor.

hvaderoutsiderkunst
Send os en e-mail