PRO and RAW

Belgisk tegneseriekunst i en brydningstid

I et naturskønt område 150 km øst for Bruxelles ligger der en gammel belgisk militærkaserne, som i dag danner rammerne om en levende og anderledes kunstverden. Det er en verden, hvor forskellige virkelighedsopfattelser mødes og skaber kunstneriske fortællinger om fribryderen Hulk Hogan, actionhelten Jean Claude Van Damme og drømme, der er flygtet fra en Alfred Hitchcock-film.

Siden 1992 har kasernen været hjemsted for det produktive og kreative kunstværksted for psykiatriske patienter og mennesker med udviklingshandicap, Center of Expression and Creativity (CEC) La Hesse. Den kunstneriske praksis på La Hesse adskiller sig fra andre værksteder af denne art ved at arbejde på tværs af forskellige genrer og fagkundskaber. Et godt eksempel på dette er kunstprojektet ’Match de Catch à Vielsalm’ (Fribryderkamp i Vielsalm) fra 2007.

Tegneserier3

Projektet er udsprunget af en idé om at skabe et samarbejde mellem professionelle tegneserieforfattere og værkstedets kunstnere. Over et længere forløb har en gruppe på 6 tegnere fra tegneserieforlaget Fremok indgået i et intenst partnerskab med 6 af kunstnerne fra La Hesse. I ord og billeder har de 6 par hver især udviklet deres eget kunstneriske univers, som på original vis bygger bro mellem professionalitet, spontanitet, fiktion og virkelighed. Frem for at lade den ene guide den anden har kunstnerne udforsket hinandens ressourcer og tilsammen fundet frem til et fælles grundlag, hvorfra de frit kunne eksperimentere med narrative og kunstneriske former.

Resultatet er blevet til en inspirerende og anderledes udstilling med tegninger, malerier og kortfilm, som indbyder til såvel æstetisk nydelse som refleksion over den dynamiske arbejdsproces bag værkerne. Med udstillingens brobygning mellem ’insider’ og ’outsiderkunst’ håber GAIA Museum, at den kan være med til at åbne op for nye måder at se og opfatte kunst på og virke som inspiration for både nationale og internationale kunstpraksisser.

Udstillingen kan opleves på GAIA Museum fra den 6. oktober 2009 til den 16. januar 2010.

Fernisering - lørdag den 3. oktober kl. 13.00

Udstillingen åbnes af den kunstneriske leder af CEC La Hesse, Anne-Francoise Rouche, der vil fortælle om La Hesse og baggrunden for projektet. Herudover vil der være en præsentation af arbejdsprocessen af en de deltagende tegneserieforfattere, Olivier Deprez.

 

pro_and_raw1

Pro_and_raw5pro_and_raw3

Send os en e-mail